Hvad er
ORANGEVIN
Orangevin er hvidvin – men langt fra, som du kender den. Den fremstilles efter samme princip som rødvin, hvor drueskallerne gærer sammen med mosten. Det er netop denne proces, der giver rødvin sin farve, tannin og dybde. Ved orangevin sker det samme – blot med grønne druer.
Normalt presses hvidvinsdruer, og skallerne fjernes hurtigt. Ved orangevin får mosten derimod lov til at gære sammen med skallerne i dage, uger – eller måneder. Under gæringen udtrækkes aroma, farve og tannin, hvilket giver en vin med markant mere fylde, struktur og kompleksitet end klassisk hvidvin. De naturlige farvestoffer i skallerne tilfører vinen sit karakteristiske orange, rav- eller kobberfarvede skær – deraf navnet orangevin.
Hvordan smager orangevin?
Orangevine spænder i farve fra let gylden over kobberfarvet til dyb rav, afhængigt af druesort og macerationstid. De smukkeste eksemplarer har en varm glød, der næsten kan minde om ædelsøde vine – men lad dig ikke narre: de fleste orangevine er knastørre.
I smagen møder du hvidvinens friske syre og saftighed kombineret med rødvinens tanniske bid. Resultatet er vine med karakter, længde og en let udtørrende struktur, der gør dem særdeles velegnede til mad.
Aroma- og smagsprofilen er rig og nuanceret. Typiske noter i duften er tørrede blomster, kvæde og appelsinskal, ofte ledsaget af nødder, te og tobak. I munden finder du komplekse smagsindtryk af abrikos, figen, rosiner og krydderier. Hver orangevin fortæller sin egen historie – formet af druesort, terroir og vinmagerens håndværk.
En vin for den nysgerrige nyder
Orangevin handler om at lade druernes smagsstoffer slippe fri – at få dem til at gå ud af deres gode skind og afsløre en helt ny side af de grønne druer. Her venter nye smagsoplevelser, udfordringer og stor nydelse for den eventyrlystne vinelsker.
Orangevine er ikke masseproducerede – og sjældent billige. Til gengæld er de ofte så unikke, karakterfulde og mindeværdige, at de er investeringen værd. Her får du mulighed for at smage på det, mange kalder “den fjerde vinfarve”.
Vil du vide mere? Lyt til podcasten “Hvad drikker Lillelund” fra Jyllands-Posten, hvor der blandt andet smages på to georgiske orangevine – som naturligvis kan købes hos Georgien Vin.
Læs mere om andre georgiske specialvine